Sammen med RUM og KUBEN har DRIAS vundet konkurrencen om projektering af et nyt kommunalt administrationscenter i Tørring. Byggeriet skal opføres som bæredygtigt byggeri og DGNB-certificeres.

Hedensted Kommune har besluttet at flytte deres afdeling for Fritid og Fællesskab fra Uldum til Tørring, og vil derfor opføre et nyt administrationscenter i Tørring. Kommunen ønsker at skabe et projekt, som både rummer både rummer alle de nødvendige funktioner for medarbejderne, men ligeledes tilgodeser kommunens borgere: Huset i byen – Byen i huset.
Den nye administrationsbygning placeres centralt i Tørring midtby ud til byens torv, hvor det nye hus får en attraktiv beliggenhed med aktive facader mod Tørrings fremtidige byrum.
Projektforslaget indebærer opførelse af en fireetagers bygning på samlet 1500 kvadratmeter, med plads til de 85 kommunale medarbejdere i afdelingen for Fritid og Fællesskab.
I stueplan af bygningen laves et område med offentlig adgang, og desuden vil det være muligt for byens borgere og foreninger at låne mødelokaler m.v. På taget indrettes der en offentlig tilgængelig tagterrasse.
Projektet indgår som en del af Hedensted Kommunes strategi og masterplan for Tørring, som skal omdanne bymidten til et identitetsskabende byrum med frodig karakter. Det nye administrationshus kommer til at ligge som afslutningen på en række punkthuse med erhverv og boliger.
Foto:
Masterplan udviklet af Møller & Grønborg. Masterplanen understreger Tørring Midtby som et bycenter med et identitetsskabende byrum med frodig karakter. Det nye administrationshus kommer til at ligge som afslutningen på en række punkthuse med erhverv og boliger.