19-04-2016
Økonomi- og administrationschef Tommy Hansen besøgte Campus Vejle, hvor han talte til eleverne om vigtigheden af risikostyring i små virksomheder. Han satte billede på elevernes teoretiske viden og ansporede dem til at søge mulighederne i små virksomheder.
Det er vigtigt for DRIAS at inspirere ungdommen til at forfølge deres drømme. Selvom vores hovedekspertise er inden for ingeniørbranchen giver DRIAS stadig tilbage, hvor vi kan. Derfor tilbød økonomi- og administrationschef Tommy Hansen at dele sine erfaringer med risikostyring i organisationer til 3. års elever på Handelsgymnasiet i Vejle.
”Jeg er her for at fortælle dem om vigtigheden af risikostyring i organisationer. Det er ikke afgørende, hvilket produkt man sælger. Alle organisationer bruger risikostyring i et eller andet omfang,” udtaler Tommy Hansen. DRIAS har set en positiv udvikling efter Tommy Hansen implementerede risikostyring og fik skabt
et overblik over ressourcer og omkostninger.
Fra teori til praksis
På plads i auditoriet sad 40 elever, som var parate til at dykke ned i DRIAS som organisation. Det var tydeligt, at eleverne var interesseret, og der blev hurtigt skabt en dialog mellem Tommy Hansen og eleverne. De spurgte nysgerrigt ind til risikostyringen hos DRIAS, mens Tommy Hansen formåede at få eleverne til at reflektere over deres egne erfaringer fra arbejdsmarkedet. For nogle elever blev der sat ord på deres egen oplevelse af risikostyring og ledelse.
Udover at forbinde den teoretiske viden med praktiske eksempler, er Tommy Hansen der også for at forberede eleverne på arbejdslivet. Foredraget gav et indblik i, hvordan det er at være på en arbejdsplads, og hvordan ledelse udformer sig.
Ikke et enestående tilfælde
DRIAS har tidligere taget ansvar for at inspirere studerende. Vores ingeniører har uddelt af deres erfaringer og viden til praktikanter fra Ingeniørhøjskolerne. Siden sidste sommer har ingeniørstuderende Bjarke Staal været tilknyttet DRIAS, og han har fået muligheden for at deltage i projekteringen af flere byggerier for at få testet sin teoretiske viden med praktisk udførelse. ”Vi er utroligt glade for den udveksling, der foregår med en praktikant. Vi kan tilbyde praktisk erfaring, mens vi får hjælp med vores projekter. Der er ingen tvivl, man lærer meget ved at være med på rigtige projekter og ikke bare kigge i en bog,” udtaler direktør Morten V. Kristiansen.
Forløbet med Bjarke Staal har været så positivt, at han er fortsat som studentermedhjælper. Han starter fast som en del af ingeniørholdet, når han har afleveret sit afgangsprojekt.
Vores positive erfaringer med at give tilbage til ungdommen giver DRIAS mere lyst til at forsætte med både foredrag og praktikanter.